Psykose

Alvorlig psykisk sygdom, som viser sig ved, at personen periodisk eller vedvarende er ude af stand til at skelne mellem fantasilivet og virkeligheden, hvorved realitetsopfattelsen læderes. Tankegangen kan følge private spor, dvs. er uforståelig eller kun svært forståelig for andre. Den normale medmenneskelige kontakt er ændret eksempelvis således, at personen trækker sig helt eller delvis ind i en indre forestillingsverden.

Typiske psykotiske symptomer er hallucinationer, dvs. det at høre stemmer, som ikke er til stede, men som alligevel opleves som virkelig, mens de står på, og vrangforestillinger, dvs. have en forvrænget opfattelse af virkeligheden, eksempelvis føle sig forfulgt, overvåget eller påvirket udefra.
Psykoser kan være forbigående, således at personen har en normal funktion ind i mellem de psykotiske sygdomsudbrud, eller være kroniske, dvs. årevis varende.

En psykose kan opstå pludseligt eller komme gradvist, symptomerne varierer ofte fra person til person, og nogle af de hyppigst sete symptomer er hallucinationer, vrangforestillinger, tankeforstyrrelser, humørændringer og manglende sygdomsindsigt Selvom symptomerne varierer fra individ til individ, har de dog den påvirkning tilfælles, at de skaber et forvrænget billede af virkeligheden, og derved en manglende evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed.

Hallucinationer
Hallucinationer kan defineres som sanseoplevelser uden ydre påvirkning, og kan derved opstå indenfor alle fem sanser: høre- lugte-smag-føle- og synssansen. Hørelseshallucinationer (auditive hallucinationer) er det hyppigste sete ved en psykose og forekommer ved næsten alle skizofrene. Hørelseshallucinationer kan opleves som alle forskellige slags lyde, ofte er det stemmer, der enten lyder som om de kommer et sted fra rummet eller rungende lyde inde i hovedet. Ofte omtaler disse stemmer den psykotiske i negative vendinger.
Hallucination på følelsessansen (taktile hallucinationer) ses ikke så ofte. Lugt- og smagshallucinationer forekommer mere sjældent men er ikke ualmindelige især ikke ved skizofrene.
Synshallucinationer forekommer oftest i forbindelse med psykoser der er forårsaget af forgiftning eller hjerneskade. Stoffer også kendt som hallucinogener eksempelvis LSD frembringer hallucinationer på synet. Hvis sådanne hallucinationer forekommer i upåvirket tilstand kan det være et tegn på abstinenser.

Vrangforestillinger
Vrangforestillinger er opfattelser som ikke stemmer overens med virkeligheden. Personen kan være mere eller mindre overbevist om hvor realistiske forestillingerne er. Jo mere man tror på dem jo mere handler man i overensstemmelse med vrangforestillingerne. Vrangforestillinger kan dreje sig om mange forskellige områder eksempelvis:

  • Storhedsforestillinger (megalomane vrangforestillinger): Ideer om egen storhed og magt.
  • Depressive vrangforestillinger: Personen føler sig skyldig i alle slags ulykker.
  • Forfølgelsesforestillinger: Man bliver forfulgt eller nogen planlægger en sammensværgelse.
  • Selvhenførende vrangforestillinger: Nogle holder øje med en.
  • Bizarre vrangforestillinger: Forestillinger der er fuldkommen utænkelige som eksempelvis at man stammer fra en anden planet, denne type ses især ved skizofrene.
  • Jalousi forestillinger: Ideer om ens partner er utro.
  • Tankepåvirkningsoplevelser: Fx oplevelsen af at ens tankerne bliver sendt ud gennem en radio, så alle kan høre dem (tankespredning), at ens tanker kan høres af andre (tankehørlighed), at ens tanker giver ekko inden i hovedet (tankeekko), at andre kan sætte tanker ind i ens bevidsthed (tankepåføring) eller at andre kan fjerne ens tanker (tankefradrag).
  • Styringsoplevelser: Oplevelsen af at andre personer overtager kontrollen med ens tanker eller følelser.

Tankeforstyrrelser
Tankeforstyrrelser som fremgår af ordet er forstyrrelser i tænkningen og ses ofte ved folk lidende af skizofreni. Tankeforstyrrelser kan eksempelvis vise sig som dannelse af nye ord (neologismer), talestrøm ud af en tangent (tangentialitet), usammenhængende tale(inkoheræns), privat logik og tanke- og talepres, mv.

Humørændringer
Humørændringer kan komme ved følelsen af tomhed og det kan være svært for personen at udtrykke følelser. Humørændringer finder dog også sted ved folk der lider af bipolar affektiv sindslidelse (tidligere kaldet maniodepressiv psykose) hvor det kan veksle mellem mani og depression. Maniodepressive tilstande tolkes dog kun som psykotiske alt efter hvor høj en grad der forekommer forvrængning af virkeligheden.