Depression

Sygdommen depression – også kaldet klinisk depression – er en alvorlig sygdom, hvor den depressive følelse sætter sig fast og nærmest får sit eget liv. Hvis man har en depression, så har man ikke længere kontrol over sit humør og følelser. Når man er deprimeret over næsten alt, næsten  hele tiden, næsten hver dag i flere uger eller måske måneder, har man en depression. Den nedtrykte sindstilstand fortsætter dag efter dag og rammer alle områder:

  • Følelser
  • Tanker
  • Adfærd
  • Kroppens funktion

I de sværeste tilfælde kan en depression være livstruende, fordi man risikerer at gå helt i stå og miste appetit og ikke føle tørst. Man kan også have det så elendigt, at man overvejer selvmord.
Man skelner mellem forskellige forløb af depression:

  • Depressiv enkeltepisode
  • Periodiske depressioner
  • Kronisk depression
  • Bipolar lidelse (manio-depressiv sygdom)

En depressiv enkeltepisode er en depression, som går over og i de fleste tilfælde ikke kommer igen.
Periodiske depressioner er tilbagevendende depressioner, hvor en depression kan komme igen efter en periode, hvor du har følt dig rask. I enkelte tilfælde kan den ene depression gå direkte over i den næste uden tydelige perioder, hvor du er rask. Her kan der i sjældne tilfælde blive tale om en kronisk depression.