Aktindsigt og tavshedspligt

En patient, som behandles på Skovhus Privathospital, har som hovedregel krav på aktindsigt i sin journal. Retten til aktindsigt omfatter hele journalen, herunder også ikke-optegnelsespligtige oplysninger i journalen samt eventuel brevveksling med andre myndigheder eller pårørende, som er tilført journalen som bilag.

Begrænsning af aktindsigt
Retten til aktindsigt kan undtagelsesvis begrænses. Det kan ske hvis patientens interesse i at læse sin journal bør vige for afgørende hensyn til den patienten selv eller til andre private interesser. Det betyder, at der skal foretages en konkret afvejning af patientens interesse i at få de pågældende oplysninger og afgørende hensyn til patienten selv.
Bestemmelsen forventes kun anvendt i ganske få tilfælde, eksempelvis hvor det drejer sig om en alvorlig, uhelbredelig og fremadskridende sygdom, og der er en nærliggende risiko for, at patientens psykiske tilstand alvorligt vil lide under at blive gjort bekendt med oplysningerne.

Klage
Afgørelser om aktindsigt kan ifølge sundhedslovens § 33 påklages til Patientombuddet efter reglerne herom i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Patientombuddets afgørelse hviler pår § 12, stk. 2 i lovbekendtgørelse nr. 24 af 21/01/2009 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Tavshedspligt
Personalet på Skovhus Privathospital har som udgangspunkt tavshedspligt om de patienter, der er indlagt på hospitalet. Derfor kan de normalt ikke udtale sig om patienternes tilstand. Det er i sidste ende patienten selv, der bestemmer, hvem personalet må informere og om hvad. Videregivelse af oplysninger kan dog ske uden patientens samtykke, hvis det er nødvendigt for behandlingen. Oplysninger kan desuden videregives til patientens egen læge og til andre sundhedspersoner.

Underretningspligt
Ved patienter under 18 år har Skovhus Privathospital en pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til, at et barn eller ung udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare. Den almindelige underretningspligt omfatter meget alvorlige forhold som fysisk eller psykisk vold, seksuelle overgreb, mishandling, vanrøgt og lignende, hvor det er afgørende, at kommunen får viden om forholdene.

Læs mere om patientrettighederne her.