Samarbejdspartner

Skovhus Privathospital samarbejder med Granhøjen – sammen står vi stærkere

Skovhus Privathospital arbejder tæt sammen med det specialpsykiatriske botilbud Granhøjen på en lang række områder.

Det betyder blandt andet, at alle borgere, der er indskrevet på Granhøjen som en del af tilbuddet har adgang til psykolog og psykiater uden ventetid via Skovhus Privathospital.

Det er også Skovhus Privathospital, der står for medicinhåndtering for Granhøjen. Derudover tager Skovhus Privathospital sig også af de mange somatiske følgesygdomme, der ofte følger med en psykisk sygdom. Overvægt og diabetes er eksempler på dette, og her får Granhøjens beboere hjælpe af den kostvejleder, der er tilknyttet Skovhus Privathospital.

Det tætte samarbejde mellem Skovhus Privathospital og Granhøjen betyder, at Granhøjen uden varsel kan få døgnindlagt deres beboere på Skovhus Privathospital, hvis de pludselig bliver psykisk dårlige. Den hurtige indlæggelse og behandling betyder, at borgeren langt hurtigere kan udskrives til socialpædagogiske rammer igen.

Fordele ved samarbejdet mellem Skovhus Privathospital og Granhøjen

Mange både botilbud og kommuner oplever store udfordringer med at få deres borgere indlagt på de psykiatriske afdelinger og får dem oftest, hvis det lykkes at få dem indlagt, ud igen efter meget kort tid. Det er her Granhøjen og Skovhus Privathospitals samarbejde giver nogle helt særlige fordele. På Skovhus Privathospital kan patienten være indskrevet lige så længe, som der er et behov, og der er ingen ventetid på behandling. Samtidig er alle patienter tilknyttet en fast psykiater, som står for al behandling mens vedkommende er indlagt. Det giver ro og en helt særlig mulighed for at beboeren hurtigere kommer på højkant igen og kan komme tilbage til sin hverdag i botilbuddet.

 

Granhøjen – Et helhedsorienteret tilbud med den enkelte borger i centrum

Granhøjen består af en række forskellige bo-, beskæftigelses- og aktiveringstilbud til unge og voksne med psykiske lidelser og sociale problematikker. Botilbuddene spænder over selvstændige boliger med støtte og behandling i eget hjem, midlertidige og længerevarende botilbud.

Beskæftigelsen og botilbuddene udgør kernen i Granhøjens sociale og terapeutiske arbejde. Beboerens vej fremad går via en aktiv og meningsfyldt hverdag, hvor den enkeltes rolle i fællesskabet bliver mere og mere tydelig. Fra første dag på Granhøjen er den faste stab af terapeuter, psykologer og tværfagligt personale klar til at sikre det bedst mulige behandlingsforløb for den enkelte

 

Granhøjen består af en bred vifte af pædagogiske og behandlingsmæssige tilbud, der har fokus på forskellige problematikker, såsom dobbelt- og trippeldiagnoser inden for autisme, borderline, skizofreni, spiseforstyrrelser og stofmisbrug.

 

Granhøjen tilbyder helhedsorienteret behandling
Den bærende idé på Granhøjen er, at alle har noget at byde på, og at alle har en plads at udfylde. For langt de fleste beboere giver det større selvværd og en tro på, at man, uanset problematikkerne, har en chance for at klare sig og komme videre i tilværelsen. På Granhøjen er vi fælles om ansvaret for at sikre ligeværdige relationer både mellem beboerne og mellem beboere og medarbejdere

Granhøjen tilbyder et helhedsorienteret og professionelt tilbud til borgere med psykisk og/ eller fysisk funktionsnedsættelse eller med særlige sociale problematikker.


På Granhøjen er personalet uddannet i den systemiske og narrative behandlingsmetode. Uagtet hvilken sammenhæng borgeren befinder sig i, har personalet samme tilgang til borgeren. Herigennem skaber og sikrer vi en helhedsorienteret indsats, hvor der bliver arbejdet konsistent og ensartet med borgeren, men stadig med udgangspunkt i den enkeltes behov.

Læs mere her:

www.granhojen.dk

www.livetpaagranhojen.dk

www.nygaardenfrugt.dk

www.hotelduvest.dk

www.commuto.info

 

Læs mere om Granhøjen

Granhøjens forstander og stifter af Skovhus Privathospital Grete Mikkelsen skrev i 2014  bogen ”Omsorg gør det ikke alene” . Her fortæller Grete Mikkelsen bl.a. om, hvorfor de private og offentlige tilbud til sindslidende bør stå sammen i stedet for at modarbejde hinanden.

Uddrag fra bogen ”Omsorg gør det ikke alene”

Kapitel 10.

Private og offentlige kan løfte sammen

Det er svært at forestille sig et område, hvor man løber ind i flere slagsmål, end man gør som privat aktør indenfor omsorgsfeltet.  Især som privat aktør med visioner, der indebærer andre tilgange til behandling end dem, der er fremherskende i den offentlige, etablerede behandling. På trods af, at de tilbud, vi har på hylderne, er veldokumenterede, beviseligt giver bedre resultater og i mange tilfælde også er billigere. Så hvad er egentlig problemet?

Modstanden imod private aktører var især tydelig tidligere og kom blandt andet til udtryk i, at det er svært at få godkendt og accepteret nye tiltag af det offentlige. Tilbage i 70erne blev vi med alternative tilbud set som meget venstresnoede, samfundsundergravende og eksperimenterende, uden at have et ordentligt grundlag for behandlingen. Fakta er, at vi har været med til at flytte synet på behandlingen af mennesker med psykiske lidelser og adfærdsvanskelige unge. Før var det noget, der skulle foregå isoleret fra det øvrige samfund, men med socialreformen i 1976 begyndte man at bevæge sig fra de store specialinstitutioner og i stedet vægte behandling i mindre enheder, der mere mindede om almindelige hjem. Det var epokegørende nye principper for behandlingen af de udsatte, selv om jeg må konstatere, at man med kommunalreformen fra 2007 er begyndt at bevæge sig den anden vej igen i behandlingen – væk fra nærhedsprincippet og mod stordrift.

Jeg har allerede været inde på den skepsis, vi møder fra andre og ikke mindst pressen. Det er et vilkår, som jeg på mange måder både har respekt for og forstår. Mange mennesker har måske ikke det store kendskab til at arbejde med socialt og psykisk udsatte, og pressens opgave er jo nærmest per definition at være kritisk. Dette vender jeg tilbage til. Der hvor jeg ser skepsissen som et tab for samfundet er i det offentlige og private samarbejde. Jeg kan ind i mellem få det indtryk, at vi bliver set som hinandens modsætninger, selvom vi løser den samme opgave og dybest set har samme mål. Jeg tror, at vi netop kan skabe et holdbart og bæredygtigt velfærdssamfund ved at samarbejde og derved trække på hinandens erfaring.

Når vi hos Granhøjen kan tilbyde vores pladser til takster, der er lavere end mange kommuners, så har vi jo virkelig en viden og en metode, som har en værdi for samfundet. Den deler vi gerne af. Men det er som om, der er en berøringsangst fra det offentlige. Et godt eksempel er i psykiatrien, hvor det er helt åbenlyst, at der er et kapacitetsproblem med ventelister og borgere, der ryger ind og ud af afdelingerne på grund af pladsmangel. Vi skabte netop Skovhus Privathospital, fordi vi var trætte af, at beboerne blev udskrevet alt for tidligt, og fordi det offentlige-private samarbejde ikke fungerede. Vi synes ikke, at borgerne skulle lide under det. I dag har vi et velfungerende privat psykiatrisk hospital, der har aftale med Danske Regioner i forhold til det frie sygehusvalg. Kvaliteten kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Vi er godkendt af regionerne, vi er under tilsyn fra Sundhedsstyrelsen og vores tal fra den landsdækkende kvalitetsmåling (LUP) er bedre end tallene i den offentlige psykiatri. Og så er vores takster i øvrigt billigere end det offentliges. Men modtager vi patienter gennem det frie sygehusvalg? Nej. Får vi henvendelser fra det offentlige om, hvordan vi eksempelvis kan drive et psykiatrisk hospital uden brug af tvang – på trods af at man i det offentlige ikke kan få brugen af tvang ned? Nej. Det undrer mig. Vi får henvisninger fra kommunerne, og vi får ind i mellem selvbetalere, der er blevet trætte af det offentlige system. Men ikke fra de psykiatriske afdelinger. Vi kan jo kun gisne om hvorfor. Et kvalificeret gæt er den manglende accept og deraf samarbejde med det offentlige. Patienterne kender ganske enkelt ikke deres rettigheder. De skal selv opsøge det private alternativ. Vi kan da også se i LUP tallene, at det netop er informationen om det private alternativ, at informationen halter. Det mener jeg er at svigte patienterne i et for mig uforståeligt ideologisk felttog mod det private. Måske strider det for meget med de ansattes grundopfattelse om, at omsorg også kan være en forretning. Men tjener lægerne i det offentlige ikke også en god hyre, uden at det bliver problematiseret. Har vi ikke mange både praktiserende læger og speciallæger, der kører en glimrende forretning?

Omsorg kan også være forretning

Torsten og jeg var unge mennesker, der ville skabe noget, og det blev indenfor omsorg, fordi det var det felt, der interesserede os – det vi brændte for. At vi samtidig ville køre en forretning på almindelige markedsvilkår, diskvalificerer os ikke, tværtimod skærpede det sanserne og har altid gjort os lydhøre overfor de ændringer, der er i markedet, så vi i dag hele tiden tilpasser os efterspørgslen fra kommunerne.

Den skifter løbende karakter og retning, for naturligt nok arbejder kommunerne konstant på selv at håndtere så mange omsorgsopgaver som muligt. Omkring tre procent af opgaverne lægger de dog ud til private aktører, og det er de opgaver, som kommunerne ikke selv har kapacitet til at tage sig af, vi er med til at byde ind på. I takt med at der er blevet stadig færre psykiatriske sengepladser – i 1984 var der 6.000 herhjemme, i 2012 godt 2.700 – har der været en tendens til, at vi har fået stadig tungere og mere plejekrævende klienter anvist fra kommunerne. Også fordi amterne med kommunereformen overgav de såkaldte paragraf 108 klienter til kommunerne. Det er klienter, som har det, der i paragrafsprog betegnes som ’betydeligt og varigt nedsat fysiske eller psykiske funktionsevner’ og har behov for hjælp til det meste i hverdagen. Mennesker, der i nogle tilfælde kan reagere voldsomt, være udadreagerende og vanskelige at håndtere, og kommunerne har ikke altid har de rigtige tilbud til den gruppe.

Det er her, vi kommer ind i billedet. Som privat aktør er vi den sidste instans, kommunen vender sig mod, når de har en opgave, de ikke selv har kapacitet til at klare, og vi siger meget sjældent nej til en sag. For grundlæggende er vores holdning, at vi skal have plads til – eller kunne skabe plads til – alle. Men vi stiller krav til kommunerne, før vi tager imod en person. Kommunen skal bakke op om os i forløbet, som typisk er af minimum et års varighed, ellers taber vi det hele på gulvet. De skal ikke alene kende og forstå vores koncept og metoder, de skal samarbejde med os. Uden samarbejde fungerer det ikke, for borgeren skal føle, at vi er enige hele vejen rundt: Det er sådan her vi gør, det er sådan tilbuddet til dig ser ud.

Billigere og bedre

At det er vores mål at give borgeren ansvaret for deres eget liv tilbage, og at vi går i gang med den proces med det samme, er en del af forklaringen på, at vi kan tilbyde billigere ophold og behandling end kommunerne egne institutioner. Vi tænker anderledes på ressourcer, og når en person selv kan tage ansvar, er der ikke behov for så mange personer omkring vedkommende. Når beboerne selv kan lave mad, vaske tøj og gå på arbejde, behøver ansatte ikke at gøre det praktiske for dem eller stå for en masse underholdning.

Selv om vi er billigere, kan vi få problemer med Socialtilsynet, hvis vi ikke formår at forklare og dokumentere, hvordan vi bruger ressourcerne.

Opgaven med at godkende og føre tilsyn med blandt andet botilbud herhjemme er fordelt mellem fem kommuner, hvor i alt omkring 360 personer er ansat i tilsynet. De fører det, der kaldes driftsorienteret tilsyn med omkring 12.000 kommunale, regionale og private tilbud og plejefamilier og skal sikre, at kvaliteten af vores tilbud er i orden, og desuden løbende tale med os om udvikling af tilbuddene. Alle de 12.000 tilbud tjekkes mindst en gang årligt ved et tilsynsbesøg, som er enten planlagt eller uanmeldt. Der er flere forskellige tilsyn, der kontrollerer os. Den kommune, som den enkelte beboer kommer fra, har den del af ansvaret, der handler om at føre tilsyn med den enkeltes trivsel og udvikling. Selvfølgelig skal der være kontrol med, hvad vores beboere og skatteyderne får for pengene, også her hos os. Det er kun ret og rimeligt. Problemet er, at vi i nogle tilfælde tænker forskelligt. Tilsynet kan have en tendens til at tænke i kasser: Hvis kommunen betaler for, at Peter kan bo her og få det bedre, vil tilsynet også kunne følge de penge hele vejen og sikre sig, at de går direkte til Peter. Sådan fungerer det bare ikke her – pengene for Peters ophold går ikke nødvendigvis alle sammen direkte til ham. En del af dem går eksempelvis til, at pædagogerne kan dygtiggøre sig. Vi lægger stor vægt på løbende at uddanne vores personale, for når de er dygtige til at møde Peter i hverdagen, udvikler han sig – og på den måde kommer pengene ham indirekte til gode. Granhøjen er sammenhængende organisme, som kan hjælpe Peter til selvhjælp på mange måder, men tilsynet har så høje krav til gennemsigtighed i forhold til, hvad pengene bruges til, og de kan være svære at indfri.

God økonomi giver trygge beboere

Derfor har det også altid været vigtigt for os at være økonomisk uafhængige. Det ligger dybt i os. Selv om vi var hippier på ydersiden i 70erne, havde vi mange af de borgerlige værdier. Tæring efter næring, f.eks. Vi levede stort set af æbleflæsk et år for at skaffe os økonomisk grundlag for at købe vores eget. Vi fandt på små projekter for at skaffe penge – købte billige foderkartofler hos en landmand, sorterede dem og kørte til byen og solgte de pæneste som spisekartofler i små poser. Og efter at vi havde købt Kogeriet, begyndte vi at nedskrive gælden, så snart vi havde mulighed for det. Vi holdt de private omkostninger i bund, så vi kunne leve af to understøttelser, hvis uheldet var ude og drømmen brast.  Det tog os ti-femten år at nå dertil, hvor vi ikke skulle låne til at betale B-skatten, og vores løn var yderst beskeden i samme tidsrum. Vi var optaget af at skabe en pulje, så vi kunne klare os igennem perioder, hvor vi fik få eller ingen nye beboere. God økonomi er eneste mulighed for at sikre beboerne en ensartet kvalitet og et stabilt tilbud – hvis vi ikke har indtægterne til at garantere det, ville vi være tvunget ud i den ene spareøvelse efter den anden og underminere vores eget grundlag. Det ville betyde, at vore beboere pludselig skulle flyttes ellers opleve at kvaliteten pludselig blev forringet. Det er jo det, mange ofte oplever i den offentlige sektor, at der ikke er styr på økonomien og så skal der spares. Det giver dårlige resultater, frustrerede medarbejdere og det går ud over borgerne, hvad enten det er ældre, børn, syge eller sociale udsatte.

Så naturligvis skal vi tjene penge, selv om vi beskæftiger os med omsorg. Det, folk glemmer er, at en forretning, der ikke giver overskud, i princippet er en forretning, der giver underskud.

Meningen med livet

Vi har aldrig lagt skjul på, at vi ønsker at drive en forretning, der giver overskud. Det er ikke for vores blå øjnes skyld, at vi har brugt tre årtier på at etablere en virksomhed, der i dag af en af de største i Odsherred med 100 ansatte og omkring 120 beboere på ti bosteder. Herudover har vi skabt Skovhus Privathospital, et vagtselskab, et ejendomsselskab og en kursusvirksomhed. Og så lige to socialøkonomiske virksomheder oven i. Det er jeg stolt af.

Jeg vil vi gerne melde klart ud, at Granhøjen er en virksomhed, og vi vil gerne anerkendes på en virksomheds præmisser. Der er meget hykleri indenfor vores arbejdsråder, mange private aktører har travlt med at forsikre omgivelserne om, at de ikke interesserer sig spor for, hvad de økonomisk får ud af deres arbejde, de er på en mission for at gøre noget godt for andre, og det er tabu at forene det med ord som omsætning og overskud. Jeg har aldrig forstået hvorfor. Skulle jeg som socialpædagog have mindre lov til at tjene penge, på det, jeg har forstand på og er god til, end en jurist eller en fabrikant? Selvfølgelig ikke.

Omsætning og overskud kolliderer ikke med evnen til at hjælpe mennesker, der er kørt surt i livet. Tværtimod er sandheden, at det er en forudsætning for, at vi kan hjælpe, at vi har et økonomisk afsæt til at gøre det – at vi har og bruger vores forretningstalent og kan drive en forretning. Ellers ville vi være nødt til at dreje nøglen om, og de mennesker, der bor, arbejder og får behandling hos os, måtte finde et andet sted at være. Da vi kun havde få ansatte, var det også meget svært at opnå en helt ensartet kvalitet, fordi vi hele tiden måtte fyre og hyre, i forhold til, hvor mange beboere, vi havde. Nu, hvor vi har nået en anseelig størrelse, har vi bedre mulighed for at bruge de menneskelige ressourcer forskellige steder, og er ikke så sårbare for udsving i antallet af beboere. Størrelsen gør det også nemmere for os at give den enkelte det helt rigtige tilbud, fordi vi har fået en bredere palet at gøre godt med.

Det er lykkedes os at skabe en succes, og det giver beboere og ansatte bedre forhold. For mig er det en dyb tilfredsstillelse på den måde at have sat noget i gang, se det vokse, blive en større spiller på sit felt og blive en sund forretning.

At Granhøjen samtidig er vores liv og det, der giver det mening, er en anden side af samme sag. Jeg har sammen med Torsten og en håndfuld medarbejdere skabt grundlaget for det, der er vokset til et lille minisamfund i samfundet og her bilder vi os ind, at det er lykkedes os at give andre, der havde mistet meningen med deres liv, meningen tilbage. Nogle af dem fortæller os det direkte, andre viser det i deres adfærd og bevæger sig fra at være ulykkelige, stærkt medicinerede, passive og indadvendte til med hjælp til selvhjælp at blive hele mennesker, der har tro på sig selv og tilværelsen.

Gamle fordomme

Men det nytter ikke noget, at vi selv er overbevist om vore egne metoder og resultater, hvis andre bliver ved med at stille spørgsmålstegn ved dem. Det oplevede vi i høj grad, at sagsbehandlere og forældre gjorde i de første ti år af Granhøjens levetid, og selv om vi skiftede til udelukkende at arbejde med voksne beboere og i dag har skabt en succes i vækst, med en tilgang på ti klienter årligt, mødes vi stadig ind imellem med kritik og mistænkeliggørelse i nogle sammenhænge. Som regel i retning af, om vi egentlig gør andet end at udbytte socialt og psykiske syge og tjene penge på det.

Det kan være noget nedslående, at vi stadig skal kæmpe med de samme gamle fordomme. I årevis blev det på den anden side en del af vores identitet og styrke: Granhøjen var i opposition til den vedtagne mening. Det var med til at knytte os sammen, gav os teamspirit og kampgejst at de andre ikke forstod os, for vi var ikke i tvivl om, at vi gjorde det rigtige, når vi insisterede på, at det var vigtigt for beboerne at arbejde og have en hverdag, der har gentagelser og er lige så kedelig som alle andres. Nu har vi nået en størrelse og en gennemslagskraft, som forpligter os til i højere grad at åbne op, skabe forståelse for og dokumentere vores metoder.

Vi måler kvaliteten af arbejdet

Forudsætningen for at kunne konkurrere i et marked er at sammenligne og dokumentere forholdet mellem kvalitet og pris. Det er også en forudsætning for at vurdere sin indsats, uanset om man er privat eller offentlig. Kvalitet er et mål i sig selv. Men i et samfund med stigende krav til velfærd for færre penge er det afgørende også at se på, at man får kvalitet for pengene. Eller for den sags skyld, om flere penge er lig med bedre kvalitet.

En af de meget vigtige fornyelser, der er sket i socialsektoren de senere år, er den øgede fokus på at måle kvaliteten af det sociale arbejde. I mange år hed det sig, at man ikke kunne måle kvaliteten af socialt arbejde. Det var måske en bekvem holdning, for så var det svært at blive målt og sammenlignet. Måske hænger det også lidt sammen med det førnævnte omsorgsgen. Hvis man antager, at den sociale sektor drives af ildsjæle med et omsorgsgen, så er det svært at sammenligne deres arbejde, og målingen bliver pludselig meget personlig. Det kan opfattes som en personlig kritik, frem for en evaluering af en metode, som medarbejderen blot er eksponent for. Hvis man direkte kobler behandlingen til personen, bliver det i hvert fald meget svært at handle på målingen på anden måde end at finde en ny medarbejder. Og hvordan ved man så, at kvaliteten stiger.

Det at måle og sammenligne er blevet set som et stykke teknokratisk arbejde, der oftest handler om at skære ned, spare penge og effektivisere. Det er ærgerligt, at økonomerne har taget patent på mulighederne ved måling og styring efter mål.  Min faste overbevisning er, at vi i den sociale sektor kan lære rigtig meget af netop måling af det sociale arbejde.

Vi har valgt at gå videre end blot at måle vores kvalitet. Som modtager af offentlige midler og det at være betroet leverancen af en meget vigtig ydelse, har det for Granhøjen været vigtigt at opnå en kvalitetssikring af os som organisation. Vi har det seneste år været igennem en omfattende proces med at opnå en international godkendelse af vores ledelsessystem via Dansk Standard, der er en selvejende institution, som udarbejder og gennemfører standarder og udsteder certifikater til danske virksomheder. Den certificering vi får, hedder ISO 9001, et kvalitetsstempel, som viser, at virksomheden styres effektivt og professionelt – certificeringen kendes og er anerkendt overalt i verden. Selv om vi arbejder i Danmark, vil vi vise, at vi er dygtige nok til at måle os på internationalt niveau.

For at opnå ISO 9001 har vi gennemgået en lang proces, hvor vi blandt andet har beskrevet alle arbejdsgange, hvem der refererer til hvem i hvilke tilfælde, hvordan vi strukturerer dialogen med vores kunder, hvordan vi evaluerer og bruger den viden, vi opnår og meget, meget mere. Det er et omfattende arbejde at indføre et sådant kvalitetsledelsessystem, det skal ingen være i tvivl om. Og hvis det skal fungere, skal man også arbejde med at få hele organisationen til at føle et ejerskab til den måde, vi gør tingene på – som igen peger tilbage til uddannelse og stadig mere uddannelse af personalet.

Granhøjen styrer efter borgerens mål

Arbejdet med kvalitetsmålinger bør være til inspiration for hele velfærdsdebatten, fordi det ikke alene viser en metode til at måle noget så abstrakt som livskvalitet, men også at dette styringsredskab udspringer af en erkendelse at, at det er borgerens egen livskvalitet, der er omdrejningspunktet for styringen. Det handler ikke om et mål for borgerne om beskæftigelse, færre udgifter til medicin, færre psykologtimer eller andre styringsmål. Nej, det handler om at sætte et mål ud fra den konkrete situation. På den måde undgår vi, at en besparelse ender med at koste penge, fordi opnåelsen af målet frembragte et andet behandlingsbehov. Det er også det, der kan kaldes kassetænkning.

 

Et godt eksempel på, hvor kommunerne med kvalitetsmåling set fra borgerens side kunne have haft større effekt på udgifterne, er inden for beskæftigelse af socialt svage borgere. Da vi på Granhøjen for 20 år siden som de første oprettede socialøkonomiske virksomheder som beskæftigelse, var vi mange steder i modvind, fordi vi satte socialt og psykisk udsatte borgere til at arbejde.  Vi kunne se, at ”realistiske arbejdsopgaver” var et godt element i beboernes behandling, men vi måtte i mange år forsvare det hårdt. Og først i dag er det blevet en vej, alle ønsker at gå. I vores SIP-måling kan vi se, at beboerne på Granhøjen vurderer deres beskæftigelse langt højere end gennemsnittet af de øvrige botilbud i målingen. Selvom der er generel tilfredshed, har vi med vores system og tilgang med borgeren som eksperten i eget liv, givet mulighed for at ændre forholdene fra lige præcis de få, hvor beskæftigelsen ikke passer. Havde vi – eller for den sags skyld andre – for 20 år siden målt på samme måde, var vi i dag som samfund langt længere i arbejdet med at få socialt og psykisk udsatte borgere ud i virkelighedsnær beskæftigelse. På samme måde kan vi gennem systematiseret og sammenlignelig dataindsamling bruge erfaringer andre steder fra og udvikle kvaliteten af vores tilbud.

Vi kan altså med andre ord måle effekten af nytænkning og enten lade inspirationen blomstre på baggrund af dette eller hurtigt ændre kurs, så indsatsen hele tiden har den optimale effekt. For borgernes skyld skal vi i langt flere led i det offentlige have gang i  en effektiv målstyring baseret på saglig dokumentation med udgangspunkt i den enkelte. Hvis det kan lade sig gøre for nogle af de behandlingsmæssigt mest komplicerede borgere, så må det kunne udbredes til langt flere led i den sociale sektor. Det handler ikke om, at lade borgere bestemme – det handler om at interessere sig for dem og inddrage erfaringer og viden i arbejdet. Og vigtigst af alt. Det handler om at lytte – det vil være et stærkt udgangspunkt for den videre debat.

Ledelse i en konkurrencesituation

Trods mere fokus på kvalitetsmåling er det stadig en alt for stor udfordring at lave sammenligningen mellem kvalitet og pris. Jeg er overbevist om, at den private velfærdssektor kan være en aktiv kraft i fornyelsen af velfærdssamfundet. Men det kræver, at konkurrencen bliver gennemsigtig og handler om ydelser og indhold og ikke ideologiske holdninger mellem offentligt og privat. Velfærd for færre penge og øget eksport af velfærd kan ikke gøres uden et tæt samarbejde mellem de private og offentlige aktører på velfærdsområdet.

Derfor burde det være oplagt, at en gennemsigtig konkurrence mellem det offentlige og  private er en af de faktorer, der for alvor kan give mere velfærd for pengene. Men både for borgere, det offentlige og de private aktører er det svært at gennemskue de reelle konkurrencevilkår. Når de offentlige og private døgntilbud på botilbud konkurrerer, er det ud fra takster, der angiver prisen for en plads pr. døgn. Konkurrence på området kræver derfor, at døgntaksterne er sammenlignelige i omkostningsniveauet. Men det er imidlertid langt fra altid tilfældet. De offentlige tilbud bliver derved stillet kunstigt bedre i prissammenligningen. Derfor bliver det umuligt med reel konkurrence, og konsekvensen er højere offentlige udgifter. Det offentlige går både glip af tilbud med billigere takster, men nok så vigtigt bliver det svært at bruge hinandens erfaringer med pris og kvalitet, fordi det er umuligt at sammenligne. Når det offentlige bruger mange milliarder på private tilbud, kan det undre, at de ikke har større interesse i at bruge de erfaringer, de private opbygger.

Det samme gør sig gældende inden for privathospitaler. Tal fra Danske Regioner viser, at privathospitalerne behandler til cirka 80 procent af den offentlige pris.  Tal fra Cepos viser desuden, at når privathospitalerne deltager i udbud, så ligger deres pris på 48 procent af den offentlige pris. Men vi mangler gennemsigtighed mellem taksterne og hvordan det offentlige kan udnytte de lavere takster maksimalt. Igen undrer det, at når man har et frit sygehusvalg og private aktører ønsker at opbygge en kapacitet, så udnytter man ikke dette til at effektivisere det offentlige. I stedet ser man hinanden som konkurrenter, hvor kampen er ideologisk mellem privat og offentligt. Jeg synes, det kunne være utrolig rart, hvis vi rensede denne debat for ideologi, fordomme og spekulationer om andres intentioner, og alle havde det udgangspunkt, at vi gerne vil skabe den bedste behandling til den bedste pris.

En skærpet opmærksomhed

Jeg har naturligvis ofte spekuleret på, hvordan vi bryder muren for mere offentligt og privat samarbejde.  Ikke bare i Granhøjen/Skovhus regi men hvordan vi får sænket parader lidt i både den private og offentlige sektor og ser ud over fordomme og ideologi. En af hjørnestenene, tror jeg, er den offentlige mening, pressen og fordommene hos den almindelige borger.

Den modstand, vi gennem tiden har mærket i Granhøjen, har, som jeg tidligere har beskrevet især rettet sig mod, at det er et centralt element for os, at beboerne skal arbejde. Den del af kritikken skyldes efter min mening først og fremmest, at der trives utroligt mange fordomme, som daterer sig helt tilbage til gamle klassikere som John Steinbecks ’Mus og mænd’ fra 1937. En tid, hvor man lod evnesvage bo i stalden og udnyttede dem til hårdt arbejde i marken eller slidsomt husarbejde, hvis de da ikke var indespærret på institutioner.

Det er gennem den optik, vi stadig oplever at blive set af en del af omverdenen. Vi har ind imellem oplevet, at medierne per definition mente, at der var noget muggent ved os, fordi vi drev forretning med socialt arbejde. Der er ganske enkelt en skærpet opmærksomhed i forhold til, hvad vi fra Granhøjen selv får ud af at holde fast i vores behandling med miljøterapi og dermed i, at det er utroligt vigtigt at vore beboere har beskæftigelse. Bruger vi ikke bare psykisk lidende til at istandsætte en masse gamle ejendomme og skabe profit til os selv, mens de arbejder for en ringe løn? Vi er blevet anklaget for meget forskelligt og modsatrettet, f.eks. både at behandle og påvirke beboerne for meget og for lidt.

På den ene side er det forståeligt, at der kan være en vis modstand, fordi man ønsker at beskytte svage i samfundet, som der altid er nogle, der vil udnytte.  Det er i orden, at der stilles spørgsmålstegn ved, om det er nok, at vore beboere får en bonus af os – plus lommepenge af kommunen – for at være i beskæftigelse, og ikke en egentlig løn. Det er også i orden, at der stilles spørgsmål til, hvordan vi anvender pengene. Selvfølgelig skal medierne fokusere på det, når samfundet hvert år bruger så mange penge på området.  På den anden side kan betænkelighederne være så massive, at det er svært at agere i som virksomhed, fordi man konstant må forklare og argumentere sin sag. Der er stor forskel på at spørge og dykke ned i tingene og så møde os med mistro og kritik fra start – uden man rigtig har sat sig ind i tingene. Det oplever vi ind i mellem. Det er ikke konstruktivt. Vi må bruge mange kræfter på netop den del, som vi meget hellere ville bruge på noget mere fremadrettet. Men sådan er vilkårene, når man kæmper for at indføre nye tanker og ideer, og Torsten og jeg har aldrig villet gå på kompromis bare fordi vi mærker en kritik. Vi kunne måske nok have gjort livet nemmere for os selv, men det havde ikke gavnet vore beboere. Så hvorfor skulle vi gøre det? Vi klarer nok kritikken.