Hanne Engberg var indlagt 6 uger på Skovhus Privathospital

Skrevet .


Det blev et vendepunkt i mit liv

Snigende kom depressionen. Efter måneder med træthed, tristhed og uro måtte Hanne Engberg efter megen modstand erkende, at hun havde brug for hjælp. Nærvær, samtaler og medicin blev hjælpen for Hanne Engberg.

Hun havde aldrig troet, at hun skulle sætte sine ben på et psykiatrisk hospital. Efter et langt aktivt arbejdsliv og forfatterskabet til en række bøger bag sig, så Hanne Engberg ingen tegn på fare for, at netop hun skulle omsluttes af en depression. Men når hun i dag ser tilbage, så kan hun tydeligt se tegnene. Tegn som hun i dag har lært at være opmærksom på.

De første tegn viste sig som en uoplagthed, træthed og stress. Hanne Engberg prøvede at tage den lidt med ro og flyttede op i sit sommerhus. Men besøget i sommerhuset var langt fra den kur, som Hanne Engberg havde håbet på.

”Jeg begyndte at få angstanfald. Jeg kunne slet ikke være alene, som jeg ellers ikke tidligere har haft svært ved. Jeg opsøgte min familie og venner, men trætheden og uroen ville ikke slippe sit tag i mig. Jeg følte mig træt, helt lammet og havde samtidig en uro, jeg ikke kunne forlare. Hvor jeg før altid har levet et meget aktivt liv, kunne jeg nu ikke tage mig sammen til noget som helst”.

Havde ikke brug for hjælp

Hanne Engberg fik nogle piller af en psykiater. Men hun følte ikke, de virkede, og hun havde også selv svært ved at erkende, at hun var syg og havde brug for hjælp.

”Jeg mente ikke selv, at jeg havde brug for hjælp. Det havde jeg, men en del af sygdommen er jo netop, at det er svært at erkende. Både venner og familie pressede på for, at jeg skulle søge mere professionel hjælp, men det var først, da min søn fortalte om Skovhus Privathospital, at jeg gik med til at prøve det. Han havde hørt om stedet gennem sit arbejde og havde et godt indtryk af stedet,” siger Hanne Engberg, der i august 2017 blev indlagt på Skovhus Privathospital.

Opholdet på Skovhus Privathospital blev med Hanne Engbergs egne ord et vendepunkt i hendes liv.

”Jeg blev modtaget med åbne arme og et stort engagement fra alle. Jeg fik et skønt værelse med udsigt over parken. Jeg følte mig tryg her i roen og det nærvær, jeg mødte hos personalet. Måske var det det, at jeg nu kunne koncentrere mig fuldt ud om, hvordan jeg havde det, der gjorde, at jeg kort efter ankomsten til Skovhus Privathospital faktisk fik det værre. Jeg havde det hæsligt de første fire uger. Jeg græd, var træt og kunne ingenting. Men jeg fik at vide, at jeg nok skulle blive rask. Men at det ville tage lidt tid”.

Blevet klogere på sig selv

Hun blev rask. De antidepressive piller tager hun stadig – dog i meget nedsat dosis. Hun vil gerne trappe medicinen helt ned men ikke på bekostning af, at hun igen får det dårligt. I dag er Hanne Engberg stadig i tvivl om, hvorfor hun blev ramt af en depression, men opholdet på Skovhus Privathospital hjalp hende til at blive klogere på det.

”Jeg havde som noget af det første en halvanden time lang samtale med en af hospitalets psykiatere, Bjørn Kaldan. Og siden havde jeg både lange samtaler med ham og med hans kollega Linh. Jeg mærkede meget tydeligt, at de begge på en meget naturlig måde ville lære deres patienter at kende. Det var en interesse for mig som person, som jeg aldrig før har mødt på et hospital og ikke tror, at man møder i det offentlige. De hjalp mig til at forstå mange ting. Samtidig betød det, at jeg fik den rette medicin, som efter noget tid begyndte at virke. Det begyndte langsomt at gå fremad,” fortæller Hanne Engberg, der var indlagt i seks uger på Skovhus Privathospital.

”Der var altid nogle at snakke med og få støtte af, når jeg fik det dårligt. Der er en helt fantastisk kærlighed på stedet, som jeg slet ikke havde forestillet mig, at man kunne møde på et psykiatrisk hospital. De tre ”piger på gulvet” var forskellige og lige gode. Social- og sundhedshjælperen Lizette blev min veninde for altid, skønt vi ikke ses mere. Hendes blanding af medfølelse og humoristisk sans var velgørende. Ikke at have ondt af mig – men forstå mig. Hjælpe mig i den værste tid med påklædning, hygiejne og mad – og kærligt humoristisk bringe mig videre,” siger Hanne Engberg og fortæller videre.

”Selv om natten, hvor jeg kunne være ked af det og havde svært ved at sove, følte jeg mig tryg, fordi jeg vidste, at der var nogle, som kendte mig og ville være der for mig. Jeg vækkede Henrik – en af nattevagterne – en nat, hvor jeg ikke kunne sove trods en sovepille. Jeg havde tankemylder, som de kalder det. Vi satte os i en sofa i opholdsstuen, holdt hinanden i hånden og talte om lidt af hvert et lille stykke tid. Så blev jeg roligere, og Henrik sagde: nu får du en ekstra sovepille, så sover du. Han fandt en til mig i medicinrummet. Jeg tog den med op på mit værelse, lagde den på mit natbord og faldt i søvn uden at tage den”.

En hverdag

Seks uger på et hospital er lang tid. Også for Hanne Engberg. Men de mange behandlingstilbud på Skovhus Privathospital var med til at skabe følelsen af en hverdag og en døgnrytme.

”Om mandagen var der zoneterapi, tirsdag og torsdag mulighed for at tale med en psykolog, onsdag kranio-sakral massage, fredag musikterapi og afspænding og lørdag almindelig massage. Og to psykiatere, som jeg altid kunne tale med. Når deres døre stod åbne, kunne man banke på og komme indenfor og tale med dem, så længe man havde brug for det.”

I dag er Hanne Engberg hjemme i lejligheden på Frederiksberg. En lejlighed, der tydeligt viser, at her bor et aktivt menneske, der ikke mindst har haft litteraturen som vigtigt holdepunkt i livet.  Hanne Engberg har skrevet 8 bøger om blandt andre Knud W. Jensen, stifteren af kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i Nordsjælland. Om der kommer flere bøger fra Hanne Engbergs hånd, ved hun endnu ikke. Hvad hun derimod ved er, at depressionen og opholdet på Skovhus Privathospital har ændret hendes liv for altid.

”Jeg tænker jo på, hvorfor jeg blev ramt af depression, og hvad der var sket, hvis jeg havde fået hjælp tidligere. Kunne jeg have undgået det. Jeg er blevet mere opmærksom på at mærke, hvordan jeg selv har det. Jeg ved, at jeg ikke skal trappe medicinen helt ned, hvis jeg får det dårligt igen. Jeg har lært mig selv at kende. Jeg ved, at jeg har en bund og hvis jeg går under den, så får jeg det dårligt,” siger Hanne Engberg.

”Det blev et vendepunkt i mit liv. Jeg havde jo aldrig troet, at jeg skulle blive indlagt på et psykiatrisk hospital. Og at jeg ville falde så godt til. Det at møde et så kærligt og forstående sted givet mig har mange tanker om human adfærd og betydningen af samvær med andre mennesker. Det har været en stor oplevelse for mig, som på flere måder har beriget mig. Det er jeg taknemmelig for.”.